Nyt fra DTC

20. marts 2017

Tilføjelse til gældende Licensbestemmelser (Kalender nr. 1 for 2017).

Med virkning fra 20.marts 2017 indfører DTC en bestemmelse i sine Licensbestemmelser, som svarer til idrættens WADA – kode, og som i store træk er identisk med de regler, som det norske forbund, DNT, indførte ved årsskiftet.

Dette indebærer et forbud, for alle personer med licens udstedt af DTC, mod at ansætte eller på nogen anden måde samarbejde (lønnet eller ulønnet) med personer, som afsoner udelukkelse af en varighed på mindst 12 måneder for brud mod et dopingreglement i et land, hvis centralorganisation er anerkendt af DTC.

Hensigten med bestemmelsen er blandt andet at forhindre brug af såkaldte ”skyggetrænere” – altså at forhindre at en dopingdømt person kan indsætte en person som ansvarlig for sin virksomhed og fortsat stå for driften og dermed undgå eller minimere virkningerne af den idømte straf.

Følgende ordlyd føjes til de gældende Licensbestemmelser i Kalender Nr. 1 2017 på side 20:

Fælles for alle licenstyper gælder, at personer med licens udstedt af DTC ikke må ansætte eller på anden måde samarbejde med person, som afsoner udelukkelse/licensinddragelse på minimum 12 måneder for brud mod et dopingreglement i et land, hvis centralorganisation er anerkendt af DTC.

Med samarbejde menes arbejde, tjenester og rådgivning knyttet til licensindehavers virksomhed underlagt DTC, eksempelvis, men ikke afgrænset til, træning, fodring, behandling og skoning af heste.

Samarbejde er forbudt uafhængigt af, om det omfatter nogen form for kompensation.