Hall of Fame

31. oktober 2016

En hyldest til travsportens helte

Travsportens Hall of Fame er i dag gået i luften. DTC står bag hjemmesiden som vil hylde nogle af dansk travsports banebrydende figurer.

Man skal kende fortiden for at forstå nutiden. Denne eviggyldige sentens er værd at trække af stald i forbindelse med at Travsportens Hall of Fame i dag er gået i luften på travsportenshalloffame.dk og den nemmere tilgængelige thof.dk

Der er tale om et travhistorisk website iværksat på foranledning af Dansk Travsports Centralforbund med sigte at hylde sportens største stjerner, to- såvel som firbenede, samt at bevare travsportens kulturhistorie for eftertiden.

I planlægningen af arbejdet er der af overskuelighedshensyn valgt en struktur, hvor dansk travsports historie er opdelt i tre faser. Den første med profiler fra de første spæde skridt ved Lyngbyvejen og Charlottenlund Travbanes åbning i 1891 og frem til 1970. Herefter epoken fra 1970 til 1990. Og endelig perioden fra 1990 og frem.

En nedsat komite har allerede foretaget udvælgelse af personer og heste fra perioden frem til 1970. Arbejdet med at beskrive og dokumentere disse pågår, og over de kommende måneder vil beretningerne om nogle af sportens tidligste profiler blive offentliggjort. På travsportenshalloffame.dk kan man læse nærmere om arbejdet og præmisserne for arbejdet.

Tre navne offentliggjort i dag

I forbindelse med lanceringen af sitet er de tre første THOF-profiler samtidig offentliggjort. Det er den tidobbelte derbyvinder m.v., Niels Jan Koster, 1936-derbyvinderen Sonny Diamond samt avlshingsten Alabama Bond (født 1908). I artikler af Lars Donatzky og Carl Christian Junge beskrives de tre første THOF-navne.

Foruden at hylde en række af dansk travsports vigtigste navne, byder hjemmesiden også på en samlet oversigt over storløbsvindere på danske travbaner, landschampionater for de forskellige kuskekategorier samt avlshingste-champions siden 1896.

Gå til travsportenshalloffame.dk ved at klikke HER