Nyt fra DTC

25. august 2017

Vedr. Dansk Trav Derby 2017

I starten af ugen dukkede der et ondsindet og udokumenteret rygte op på Facebook i form af et opslag på en anonym profil under navnet ”Stenaa Bvlgari”.

I opslaget hævdes, at derbyhesten Bvlgari Peak kommer til start i søndagens derby uden at være berettiget hertil, idet der ikke rettidigt skulle have været betalt forfeit, hvilket for enhver anden hest ville betyde, at hesten ville være blevet tvangsslettet. Det hævdes i opslaget, at det er hestens opdrætter, Peter Stenå, som er ansat i DTC, der skulle have sørget for, at det trods den ikke rettidige betaling er muligt, at Bvlgari Peak kan starte i Dansk Trav Derby 2017.

DTC må på det skarpeste tage afstand fra både selve opslagets ondsindede bagvaskelse af en ansat person i DTC og fra selve indholdet.

I den konkrete sag med Bvlgari Peak er alle forfeits til Dansk Trav Derby 2017 blevet betalt rettidigt, hvilket om nødvendigt kan dokumenteres.

Desuden har ingen hest i nyere tid (de seneste 15 år eller mere) fået adgang til at starte i et indskudsløb (derby, kriterium og lignende), hvis den har været slettet/tvangsslettet, og en liste over heste, der har opretholdt engagement i det/de pågældende løb, har været offentliggjort.

Det er beklageligt, at der i vores kreds er personer, som af den ene eller anden årsag bevidst søger at skade sportens omdømme og hænge personer ud. DTC skal appellere til, at disse personer enten træder åbent frem med deres påstande eller øjeblikkeligt stopper med de ondsindede aktiviteter.